Faaborg Gymnasium ligger i naturskønne omgivelser mellem Sundsøen og Sundbakkerne få kilometer fra Svanninge Bakker og Svanninge Bjerge. Artsrigdommen i området er stor – bare ikke på gymnasiets udearealer. Derfor besluttede Faaborg Gymnasium at deres store arealer med tætklippet græs skulle gøres mere naturvenlige.
Hvert år i uge 39 afholdes Dansk Naturvidenskabsfestival, der arrangeres af Astra. Faaborg Gymnasium har en lang tradition for at deltage i festivalen, og dette års tema “Helt Vildt” faldt i perfekt tråd med gymnasiets beslutning om at udlægge deres arealer til gavn for naturen. Gymnasiet ville bruge temaet som springbræt til en ny tradition, hvor hele skolen på tværs af klasser, årgange og uddannelser samarbejder med et fælles fokus på naturvidenskab.
Forberedelse med elever og fagfolk
Forud for arrangementet blev der afholdt flere møder i skolens ”Vild Med Vilje-Udvalg”. Udvalget består af skolens serviceleder, uddannelsesleder, en administrativ medarbejder, to elever fra miljøudvalget og naturvidenskabskoordinator, Pia Halkjær Gommesen. I samarbejde med en ekstern biolog fandt udvalgets repræsentanter frem til de arealer, der skulle omlægges, og hvilke dyre- og plantearter man potentielt kunne skabe gode levesteder til.
”Som biolog ville jeg selvfølgelig gerne omlægge så meget som muligt, men det var også vigtigt for ledelsen, at det var tydeligt at det var ”Vild Med Vilje”, så ingen ville få den tanke, at det bare var pedellerne, der ikke havde gidet slå græsset.” understreger Pia Halkjær Gommesen, naturvidenskabskoordinator på Faaborg Gymnasium.
Pia Halkjær Gommesen, naturvidenskabskoordinator på Faaborg Gymnasium
Faglighed, sammenhold og formidling
På selve dagen blev eleverne inddelt i grupper på tværs af klasser og uddannelser, der både gav dagen et fagligt og socialt fokus. Vild Med Vilje-dagen havde 5 overordnede formål:
- At omlægge en del af gymnasiets udearealer til “Vild Med Vilje”
- At skabe sammenhold om et faglig tema på tværs af klasser og uddannelser
- At opstarte en kultur, hvor de naturvidenskabelige lærere på STX og 10. klasse sammen planlægger og gennemfører et stort naturvidenskabeligt event i uge 39.
- At give eleverne indblik i naturens mangfoldighed, og lære hvordan de kan undersøge naturens tilstand, bestemme et områdes biodiversitet samt optimere et områdes biologiske potentiale
- At give eleverne redskaber med hjem, så de kan inspirere familien til vilde tiltag på egen matrikel.
”Ud over de rent biologiske tiltag, har vi haft fokus på formidling. Dels for elevernes egen skyld, men også af hensyn til de mange mennesker, der passerer forbi skolen qua dens placering lige ud til Sundsøen. En flok kreative elever har således malet de flotteste skilte, der fortæller ultrakort om de forskellige tiltag, man nu kan se ved at gå en tur rundt om skolen.” fortæller Pia Halkjær Gommesen.
Eksempler på skilte:
Ud over skilte udarbejdede gymnasiets elever flotte brochurer med råd og inspiration til vilde tiltag i private haver. Brochurerne kunne findes i en kasse foran skolen, så alle forbipasserende kunne tage en med hjem. Dagen igennem fotodokumenterede skolens elever de mange Vild Med Vilje-tiltag og delte dem på de sociale medier, så ingen i Faaborg Kommune var i tvivl om, hvad der foregik på gymnasiet.
”…de var så utroligt engagerede. Jeg har aldrig nogensinde oplevet noget lignende. De knoklede på til de var færdige. Humøret var højt, stemningen var god, og det var ligesom at befinde sig i en myldrende myretue, for der blev bare arbejdet igennem. Det var næsten helt rørende at se, og vi nåede meget mere end forventet.” fortæller Pia Halkjær Gommesen begejstret.
Byen bakkede op og lånte os redskaber – både private og en graver fra Horne Kirke
Prisen som årets bedste Naturvidenskabsfestival
Som prikken over i’et udvalgte Astra netop Faaborg Gymnasiums Vild Med Vilje-dag som årets bedste aktivitet blandt de 400 indsendte beskrivelser til årets Naturvidenskabsfestival. Prisen var et stort skulderklap og anerkendelse, som gymnasiet taknemmeligt modtog.
”Kåringen betød, at dagen vakte en del bevågenhed hos pressen. Vi havde således besøg af både TV2 FYN, De Fynske Medier (Fyns Stifttidende og lokalavisen) samt Det Rigtige Faaborg, der interviewede skolens rektor, flere elever og undertegnede.” fortæller Pia Halkjær Gommesen.
Ud over æren ved selve prisen måtte eleverne i Vild Med Vilje- og miljøudvalget vælge en præmie til en værdi af hele 15.000 kr. Til glæde for alle gymnasiets elever valgte de et ude-vippe-møbel, der nu pryder området med nyetableret blomstereng.
Dagens sluttede med tak og glædestårer og en rørt lærer, der havde set elevernes engagement, gåpåmod og omfavnelse af projektet.
“Da dagen var slut og jeg skulle takke af, var jeg så rørt og taknemmelig, at jeg var lige ved at græde. Det havde bare været en af de bedste dage på arbejde nogensinde. Forarbejdet havde været stort, men forløsningen var det hele værd – så absolut!” fastslår Pia Halkjær Gommesen rørt.
Vild Med Vilje-dagen har ikke kun gjort en forskel internt på gymnasiet. Udover at ryste eleverne sammen og sætte fokus på biodiversitet i undervisningen, er elevernes indsats også blevet bemærket i gymnasiets lokalområde.
”Mit indtryk er, at det ikke kun er på skolens arealer, vi har gjort en forskel, men at vi også har været med til at flytte lidt på nogle holdninger både i hjemmene og i det offentlige (kommunen, red.). Og det kan vores elever godt være stolte af at have bidraget til!” afslutter Pia Halkjær Gommesen stolt.