Habitats nye kontor på Refshaleøen har vist sig at gemme på en skat. Eller rettere sagt arealet lige uden for gør. Ikke en skat gravet ned af pirater, men en guldgrube opstået af de rette betingelser på den rette tid. En koghed dag i starten af august satte vi os ud for at spise frokost, og blev straks nysgerrige på at se nærmere på det store og temmelig vildt voksende areal, på grunden ud for vores kontor.
Arealet viste sig at være helt dækket med præcis den blanding af vild planter og lettere forstyrret natur, som karakterisere et ruderat i byen. Der vokser blandt andet Humlesneglebælg, Prikbladet Perikon, Almindelig Torskemund, Almindelig Kællingetand, samt en masse Rødkløver og Lucerne. Da vi gik nærmere på opdagelse på arealet, fandt vi hurtig ud af, at der med de mange planter af Ærteblomstfamilien på det lysåbne og sandede area,l også fulgte en imponerende tæthed af sommerfugle. Vi kunne umiddelbart identificere Almindelig Blåfugl, Græsrandøje, Nældens Takvinge og Lille Kålsommerfugl. Dagen efter lykkedes det ved hjælp af bøger og nøgler at identificere Skovblåfugl og Okkergul Randøje. Drevet af et uudslukkeligt begær for at vide mere om hvem der flakser omkring på arealet gav vi Michael Stoltze et kald, som om nogen virkelig kender til sommerfuglenes verden. Michael rådede os til tilkalde en af Danmarks førende sommerfugleeksperter og -fotografer som bor i København, nemlig Lars Andersen. Lars Andersen indfandt sig så på arealet med sine kameraer og sin stilfulde Christiania cykel og gik passioneret på opdagelse. Og resultatet skuffede bestemt ikke! Ud over vældet af Almindelige Blåfugl og Okkergul Randøje, fandt Lars også et par ganske særlige arter, nemlig Vejrandøje og Lille Ildfugl.
Lars deltager i det store danske Atlas projekt om danske dagsommerfugle. De observationer han laver, registrere han på sommerfugleatlas.dk med GPS koordinator og det hele. På den måde er Lars, sammen med mange andre danske sommerfugleentusiaster, med til at kortlægge hvordan det står til med de danske dagsommerfuglearter.
Skulle du have interesse i at lære mere om sommerfugle og se flotte billeder af dem, så kan vi varmt anbefale et besøg på Lars Andersens hjemmeside www.danske-natur.dk Det var altså noget af en skat, der lå lige foran os. Og moralen er klar: vi kan sagtens have vidunderlige naturskatte i byen, selv i den tætte by. Det kræver plads, en smule rumsteren rundt, og endelig en nysgerrig indstilling til bynaturen. Efter fundet af skatten uden foran vores kontor, er Habitats holdning helt klar; vi stemmer for højere skatte, og er for mange flere skatte, i hvert fald i form at naturperler i byen! Alle er meget velkomne til at kigge forbi ruderatet i vores baghave. Det ligger ud for Refshalevej 159A, og er frit tilgængeligt. Måske ses vi derude?