Foråret er over os, og Vild Med Vilje er igen skudt i gang i Universitetsparken på Nørre Campus. Nu med to arealer.
Vi fortsætter med arealet fra sidste sæson ved Datalogisk Institut, og det bliver spændende, at se hvad der kommer af liv her i år, efter vi lavede høslæt på arealet i efteråret.
Det nye Vild Med Vilje areal ligger lige bag ved den ultra energieffektive bygning Green Lighthouse. Det er herligt at få muligheden for, at bidrage med en biodiversitetdagsorden til den diskussion vedrørende bæredygtigt arkitektur, som helt sikkert finder sted når folk besøger Green Lighthouse.
I onsdags havde vi fornøjelsen af, at mødes med Gartnerformand Kim Amonsen, for at aftale præcis hvor områderne skulle placeres.
Efter aftalen var på plads, kunne Kim overrække den hellige drænspade til Philip, der fik æren af, at tage første spadestik til hullet hvor i vores flotte nye Vild Med Vilje skilt skulle placeres ved Green Lighthouse.
Vi var også heldige at få besøg af Nina Svea Raundal. Nina var kommet med det ærinde, at rapportere fra årets første Vild Med Vilje begivenhed til nyhedsbrevet “Grøn Gerning”, der bringer viden om bæredygtighed ud til ansatte og studerende på Nørre Campus.
Rasmus viser stolt vores nye skilt frem.
Her er så udgangspunktet for Vild Med Vilje Green Lighthouse. Det ser unægteligt lidt kedeligt ud endnu, så det bliver spændende, at følge hvordan området ændre karakter, og opleve hvilke planter der etablerer sig som sæsonen skrider frem.
Så gik turen til Datalogisk Institut. Gartnerne har over vinteren ryddet grundigt ud på arealet. De har fjernet to krat. Det ene er helt fræsset op, og her skal der nu være græs, men det bliver en del af Vild Med Vilje arealet, så mon ikke det forstyrrede jord giver plads til nogle nye spændende planter til artslisten udover den obligatoriske græsblanding. Det andet krat er skåret ned så det kan komme tilbage, men det er dog planen, at det ikke skal vokse så højt som sidst. Det er godt, for det giver udsyn til Vild Med Vilje arealet fra busskuret på Nørreallé, så vi får nok øget besøgsantallet en del i år:-)
Ved at placere en stor gren på Vild Med Vilje arealet, har gartnerne også øget potentialet for at tiltrække diverse insekter og svampe. Dødt ved er noget der mangler mange steder i den danske natur, og det har vi så fået gjort noget ved i mini skala her på stedet. Det bliver spændende at se om det virker efter hensigten.
Her er så vores flotte nye skilt af Robinie træ. Robinie har den fordel, at det naturligt inderholder bakteriehæmmende stoffer, der gør træet meget velegnet til udendørs brug, i det man ikke behøver, at bruge giftige træbehandlingsprodukter for at forlænge levetiden på træet.
Dette er udgangspunktet for Vild Med Vilje ved Datalogisk Institut. Det bliver spændende at se, hvad sæsonen bringer af liv!