Nyt job? Vild Med Vilje søger projektmedarbejder, medlems- og regnskabsmedarbejder og kommunikationspraktikant

Vild Med Vilje søger lige nu tre medarbejdere med opstart februar 2025 og ansøgningsfrist 13. januar. Gå til vildmedvilje.dk/job for at se de fulde opslag. 

Projektmedarbejder

I Vild Med Vilje søger vi en ny kollega der har stærke naturfaglige kompetencer, og som brænder for at formidle til folk.

OM STILLINGEN

Foreningen er pt. engageret i forskellige projekter der alle har fokus på at formidle biodiversitet til almindelige borgere. Der vil være en lang række forskellige opgaver hvor det centrale er dine naturfaglige evner og evner til at kommunikere. Vi lægger vægt på følgende kompetancer:

  • Kendskab til arter og naturtyper i Danmark + viden om naturforvaltning.
  • Viden om urban natur
  • Face to face formidling – både indendørs oplæg og workshops i felten. Vi søger en kollega der har lyst til at tage værtskabet på sig.
  • Der er flere workshops hvor der skal en spade i jorden. Så det er en fordel hvis det ikke skræmmer dig og det er en opgave du har mod på at tage lead på.
  • Udvikling, tilrettelægge og gennemførsel af forskellige kampagneaktiviteter, eksempelvis deltagelse på Naturmødet og Folkemødet.
  • Du skal kunne formulere dig levende og smidigt på skrift, også når det er lidt nørdede emner.
  • Kampagne kommunikation på SoMe, hjemmesider og i pressen.
  • Udvikling af undervisning og workshops indhold

Læs hele stillingsopslaget

Medlems- og regnskabsmedarbejder

Stillingen indeholder to arbejdsområder hvor tiden fordeles 50/50:

Regnskab: Hvor du skal stå for alt fra afstemning af bank til opdatering af regnskab, fremskrivning af budget, lønudbetaling, bogføring og fakturering. Der vil være en tæt dialog med kollegaer bl.a. om projektøkonomi, samt med direktør og bestyrelsen på de store linjer. Ofte vil du skulle deltage i bestyrelsesmøder. Vi håber at finde en kollega der går op i økonomien, da det spiller en central rolle i organisationen.
Vi bruger pt. E-conomic og Danløn til administration.

Medlemskonsulent: Det primære fokus ligger på ajourføring af den eksisterende medlemsdatabase og hjemmeside. Der vil være en del dialog med eksisterende medlemmer, også om mulige samarbejdsflader mellem Vild Med Vilje og den pågældende partner.
På sigt vil du også skulle have mod på at række ud til nye medlemmer og samarbejdspartnere. Dette vil ske i samarbejde med kollegaer og har til formål at finde nye potentielle partnere/medlemmer, som har interesse i at arbejde for mere biodiversitet på deres arealer. Du behøver ikke have erfaring fra lignende stilling, men du skal have mod på at kaste dig ud i opgaven.
Vi bruger pt. Monday som medlemssystem, men erfaring med andre CRM-systemer er fint.

Der vil være en opstartsfase med overlap til vores nuværende regnskabsmedarbejder, som vil kunne introducere dig til div. systemer og arbejder.

Læs hele stillingsopslaget

Kommunikationspraktikant

Har du lyst til at prøve kræfter med kampagne og kommunikation i en naturfaglig NGO, så har du nu chancen for at komme i uddannelsespraktik hos Vild Med Vilje.

Vild Med Vilje er en lille organisation med store ambitioner, og vi har i 2025 fået mulighed for at skrue endnu mere op for vores kampagneaktiviteter målrettet vores hastigt voksende community af vilde haveejere, samt partnere i regioner, kommuner og virksomheder m.m.

Har mod på at springe med hovedet først ud i, at:

  • Poste og udvikle indhold til en bred målgruppe af vilde haveejere via sociale medier (primært facebook, instagram og LinkedIn)
  • Lave opsøgende arbejde med at få private, partnere og interessenter til at deltage i vores kampagneaktiviteter
  • Omsætte naturfaglig nørderi til tekst og billeder som nybegyndere kan forstå.
  • Andet forefaldende kommunikationsarbejde, og idéer du selv finder på!

… Så vil vi rigtig gerne høre fra dig.

Læs hele stillingsopslaget