”Det ser lidt vildt ud. Og det er med vilje”
Forside » Lundbeck
I et af Københavns gamle industrikvarterer er der begyndt at vokse vilde blomster. Mere specifikt har man på medicinalvirksomheden Lundbecks hovedsæde i Valby besluttet at byde naturen indenfor på de mere end 100 år gamle industriarealer.
”Vi kan altid finde plads til vild natur – også selvom virksomheder er placeret i byen. Oftest har omlægningen den praktiske fordel, at man skal bruge færre resurser på pleje af grønne arealer og slåning af græs. Mere vigtigt er det dog, at vi med omlægninger, der baner vejen for mere vild natur, kan være med til at forebygge tab af biodiversitet.”, siger Brian Menne Sørensen, Senior Environmental Advisor Corporate Health, Safety & Environment.
Vildt og blomstret
Lundbeck har i mange år lagt vægt på, at virksomhedens udearealer skal være grønne. Virksomheden har plantet træer og grønne tage samt etableret forsinkelsesbassiner til regnvand. Nu er tiden så kommet til, at det grønne også skal være vildt og blomstret.
Lundbeck har omlagt et 560 m2 stort areal ved virksomhedens hovedindgang til vild dansk blomstereng. På arealet er der blevet sået ca. 30 hjemmehørende arter, der blomster forskudt, og derved kan virke som fødegrundlag for forskellige arter af insekter i en længere periode.
Her har Lundbeck anlagt bede
Vildt bed
Det er Lundbecks ambition at tage ansvar for at modvirke tabet af biodiversitet, og i særdeleshed i den bynære natur, der er under voldsomt pres. Samtidig er det tanken, at medarbejdere og gæster vil få en spændende og lærerig naturoplevelse.
”Danmark er det mest opdyrkede land i Europa med under 10% vild natur tilbage. Derfor er det vigtigt, at en stor virksomhed som Lundbeck byder ind i kampen mod tab af biodiversitet. En sidegevinst er derudover, at den mere utæmmede natur med dens mere mangfoldige sammensætning af plante-og dyreliv er både spændende og smuk at betragte,” siger Brian Menne Sørensen.
Redekasser og insekthoteller
Der er allerede godt gang i de vilde tiltag, og flere vil i løbet af 2022 komme til. Mellem forsknings- og produktionsbygningerne bliver der opsat en række redekasser til forskellige arter af småfugle. Der bliver også arbejdet på, hvordan der kan etableres vådområder til gavn for især områdets padder, mens insekter kan se frem til at flytte ind i nyetablerede insekthoteller. Når sensommeren 2022 nærmer sig, vil der blive opstillet et bistade med honningbier, og i de kommende år vil flere spændende initiativer komme til.
”Det ser lidt vildt ud. Og det er med vilje”, slår Brian fast.
Billedgalleri
Kontaktoplysninger:
Brian Menne Sørensen,
Senior Environmental Advisor, Corporate Health, Safety & Environment
Ottiliavej 9
2500 Valby, Denmark
bris@lundbeck.com
T: +45 30 83 20 02