ERFARINGER FRA DE VILDE BOLIGORGANISATIONER

Biodiversitet og vilde arealer hos boligorganisationer er et nyt og spændende felt i kraftig udvikling. Læringskurven er stejl, og netop derfor er det særlig vigtigt at udveksle idéer og erfaringer undervejs i processen.

Modsat andre vilde partnere skal boligorganisationer dagligt tage stilling til udfordringer som beboerinddragelse, kommunikation, driftsomkostninger og ikke mindst dilemmaet mellem miljøhensyn og lav boligydelse. 

I begyndelsen af maj faciliterede Vild Med Vilje derfor det første netværksmøde, hvor foreningens 34 boligorganisationer var inviteret. Se nedenfor de erfaringer, og gode idéer, der med smil på læben og fuglekvidder i baggrunden blev vendt på mødet.

Økonomiens rolle
Økonomi spiller altid en stor rolle, og det er en udfordring for biodiversitetsindsatsen og Vild Med Vilje at kunne redegøre for anlægs- og driftsøkonomi ved diverse biodiversitetsindsatser. 

Når vilde tiltag skal igangsættes kræver det både, at bestyrelsen tager stilling til dilemmaet med bæredygtighed og biodiversitets vs. økonomiske udgifter. 

Boligorganisationerne har derfor behov for at kunne vurdere omkostningerne ved bestemte indsatser og derved veje den op mod en potentiel afledt huslejestigning. Ønsket er en økonomisk model til vurderingerne, men da hver enkeltstående case er unik, kan det være vanskeligt at udarbejde.

En anden problematik er værdisætningen. For hvordan måler man gevinsten og værdien af de biodiversitetsfremmende tiltag til sammenligning i kroner og ører? 

Drift kræver viden
Etablering og opretholdelse af vilde arealer kræver ofte ændringer i driften af eksisterende arealer, og det kræver at især driftsfolkene også kan se potentialet og er klædt på med den rette viden.

Viljen er der, men der mangler viden. Boligorganisationerne i Vild Med Vilje har derfor i forskellig grad fokus på efteruddannelse af ejendomsfunktionærer, gartnere m.fl.

Få boligorganisationer besidder den fornødne viden internt, og det er derfor ofte gavnligt at gøre brug af eksterne konsulenter som AMU-center, Grøn Ambassadør eller Habitats.

Større driftsændringer og tiltag kan dog virke som en uoverkommelig udfordring for mange, så i første omgang handler det blot om ”at komme i gang”. Ved at starte ud med mindre overskuelige projekter kan der skabes små succeser, der kan motivere til stabilitet i driften fremover – og endda inspirere til flere eller mere omfangsrige projekter.

Baggården redder måske ikke verden, men den kan inspirere beboerne ved at bringe naturen og mennesker tættere på hinanden.

Kommunikation er helt centralt 
For at vildskaben kan blomstre, er det essentielt at både administration og beboere støtter ændringerne. Og det kræver klar og inspirerende kommunikation.

En udfordring, der bliver mødt med bl.a. foldere, skilte, opslag på digitale platforme eller beboerkonferencer, hvor afdelingerne internt kan dele deres viden. Kun ved konstant og kontinuert at italesætte behovet for vild natur, handlingsmuligheder og potentialer kan biodiversitet ved boligen gøres til den nye normal.

En vigtig pointe er dog at sikre proportionalitet mellem tiltagenes omfang og måde de kommunikeres på. Her opfordres bl.a. til at være opmærksom på regler i markedsføringsloven.

Drømme for fremtiden
Boligorganisationerne har høje ambitioner for, hvordan biodiversitet naturligt skal indtænkes i byggeprojekter fra begyndelsen, indarbejdes i renoveringer, LAR-projekter m.fl. Viljen mangler bestemt ikke, men det er en udfordring at omsætte rådgivning og rapporter til konkrete handlinger og tiltag, da der kun findes få producenter og forhandlere på markedet. 

En løsning vi sammen kan finde i takt med de mange erfaringer vi gør os i læringsprocessen.

 Netværksmødet skabte et naturligt forum til deling af viden og erfaringer på alle niveauer.

For én ting var helt sikkert; vild natur samler folk og gør selv konkurrenter til ‘konkulegaer’.

Vild Med Vilje planlægger derfor flere netværksmøder i fremtiden, så vi konstant kan videreudvikle og gøre hinanden klogere. Måske kan fremtidige møder følge årstiderne, så vi også have fokus på hvordan indsatser for biodiversitet også varierer over året.