Vild Med Vilje og Buster filmfestival

Hvis du og din klasse er med i Buster Filmfestival, så ved du sikkert allerede, hvad biodiversitet betyder, og hvorfor det er vigtigt at beskytte naturen.

Hvad er biodiversitet?

Biodiversitet er et udtryk for hvor mange forskellige arter, der lever i et område. Hvis biodiversiteten er høj, lever der mange forskellige arter af dyr, planter, svampe og andre levende organismer i området. For at et område kan have en høj biodiversitet kræver det, at flest mulige organismer kan få opfyldt deres behov i området.

Alle levende organismer skal have nogle grundlæggende behov opfyldt for at overleve

Føde
Alt levende har behov for at få næring og energi. Det er meget forskelligt, hvad de enkelte arter lever af. Planter lever af jordens næringsstoffer, nogle svampe og dyr lever af døde planter, nogle dyr af græs og urter, andre af frø og frugter, nogle af blomsternes nektar andre igen af kød. Det er derfor vigtigt at sørge for, at der er føde til flest mulige dyr, planter og svampe.

Vand
Alt levende har behov for vand. For nogle arter er det nok, at jorden er fugtig, eller at deres føde indeholder meget vand. Andre har behov for vand i store mængder.

Læ og skjul
At kunne søge læ for vejret og skjul for sine fjender er for mange arter et ligeså grundlæggende behov som føde og vand. Nogen har behov for læ og skjul hver eneste dag, andre, som fx fugle, kun i forbindelse med yngletiden, og andre kun når de skal i vinterhi.

Formering
For at sikre artens overlevelse kræver det, at de enkelte individer formerer sig, så der kommer nye generationer (unger, frø, spore m.m.) til.
De fleste dyr har behov for at mødes for at kunne parre sig, mens mange planter er afhængige fx vind eller insekter for at kunne formere sig.

Det gode levested

Hvordan finder du ud af, om et område er et godt levested med en høj biodiversitet?

Hvis man skal være helt sikker på, om der er mange dyr, planter og svampe, kræver det en lang række undersøgelser, hvor man noterer, hvilke arter man finder og hvor mange af hver. Det er en meget tidskrævende metode, og den kræver en stor biologisk viden. En anden og nemmere metode at se på området og finde udvalgte elementer, som man erfaringsmæssigt ved er gode levesteder for en masse dyr, planter og svampe.

Hvilke elementer skal du lede efter?

Aarhus universitet har lavet et scoringssystem beregnet til haver. Jo højere score, jo bedre grundlag for en høj biodiversitet.  Det system har vi tilpasset, så det passer til jeres undersøgelser.

De elementer I skal se efter er:

  • Store træer og dødt ved/træ (max 14 point)
    • Er vigtigt som føde for svampe og nedbrydere, samt giver ly for en lang række dyr
  • Urter og græs (max 13 point)
    • Generelt er der flere arter tilknyttet de hjemmehørende arter af græs og urter end de eksotiske
    • Kender du ikke planterne du finder, kan du give point efter hvor mange forskellige planter der er
  • Krat og hegn (max 8 point)
    • Giver ly og føde for en lang række dyr
  • Eng og vandhul (max 8 point)
    • Giver både drikkevand og levested for en lang række arter
  • Ingen gift og gødning (max 7 point)
    • Det redder en masse individer ikke at bruge gift, og når der ikke bruges gødning  giver det bedre livsvilkår for flere arter
    • Kan du ikke se, om der er sprøjtet eller gødet, skal du give 0 point
  • Mineraljord, diger og volde (max 5 point)
    • Skaber levesteder og varmepladser for en række dyr og organismer
  • Husly til fugle og pattedyr (max 5 point)
    • Sove-, overvintrings- og ynglepladser til pattedyr og fugle

God arbejdslyst

Fakta boks

I Vild Med Vilje arbejder vi hver dag på at gøre mennesker i stand til at skabe en højere biodiversitet, der hvor de bor, arbejder og leger. Mange steder kan man let skabe lidt bedre vilkår for den nære natur og derved sikre en højere biodiversitet, uden at det behøver at kræve store omvæltninger eller koste en masse penge – ofte kræver det kun, at vi ser på vores omgivelser på en anden måde.

Hvis du se læse mere om Vild Med Vilje og Buster Filmfestival her