Fredag den 23. august var det tid til sidste etape af dette års sensommerslæt.
Denne dag var noget særligt, da høslættet blot var én ud af mange skønne events på Tåsinge Plads. Områdefornyelsens kompetente team havde arrangeret en perlerække af events, med bl.a. en afsløring af vinderprojektet for omdannelsen af Tåsinge Plads.
Masser af mennesker var mødt frem på dagen, og sågar teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal, var med til at svinge leen.
Der var ved dagens begyndelse mange dejlige ting at være spændte på. Hvem ville vinde arkitektkonkurrencen? Ville vejret være med os? Og mon græsset overhovedet er højt nok til at slå med le?
Desuden havde Habitats været et smut i studerkammeret, for at udvikle helt nye tegninger til bygning af høhæs. Et ordentligt hæs er nemlig vigtigt når man slår høet, så det kan hænge og tørre. Desværre har vi haft lidt tvivlsomme erfaringer, da nogle hæs er blevet væltet omkuld af lidt for friske vinde. Så der var brug for at udfordre det klassiske hæs, og indføre lidt nytolkning, så det kan bringes mere aktivt i spil i byrummet, og for at skabe en mere stabil konstruktion, der ikke vælter så let i vinden.
Solskin, god stemning og et mylder af børn og voksne foldede sig ud sig på pladsen med leg, snak og afslapning. Dejligt mange deltog aktivt i leslåningen af bevoksningens, især vejpilurtens, langetotter.
Slag for slag blev der ryddet på pladsen, og det hele blev samlet i bunker, klar til at blive sat i hæs.
Ayfer Baykal, der var kommet for at afsløre vinderprojektet til Tåsinge Plads, kom også forbi Vild Med Vilje, og var med til at slå et slag for biodiversiteten. Og tak for det! Det er der brug for at vi alle gør, hvis vi vil sikre os en sprællevende bynatur.
Mens der blev slået med le, revet sammen og sat i hæs blev der undervejs også tid til pauser med kage, bobler og musik. Flere børn engagerede sig vældigt i at rive ’hø-pølser’ og fik dermed deres første kendskab til hvordan naturpleje også kan være. Da det gik op for dem at ’hø-pølserne’ skulle blive til foder til en ged og et hængebugssvin i en børnehave, blev begejstringen ikke mindre.
Med den kommende anlæggelse af den nye Tåsinge Plads blev dette således det sidste høslæt på pladsen i den form det indtil nu har haft.
D. 18. september holder Vild Med Vilje debat om bynaturen, med udgangspunkt i Tåsinge Plads. Og hvem ved måske er vi nærmere en vild revolution af bynaturen end man lige skulle tro? Kom gerne forbi og vær med til at præge debatten.