Beslutningsworkshop 14/9 2015

Header (3)

Lystrup Idrætscenter    kl 19.30-21.30    Tilmelding herFoto linje fra poser WS #2

Denne beslutningsworkshop er for alle i Lystrup som er interesserede i at være med til at bestemme hvad der skal ske konkret i Det Grønne Område ved Hovmarken for at der udvikles en oplevelsesrig og mangfoldig natur.

Den vilde natur har det svært i Danmark, især den del som har brug for næringsfattige vilkår. Vandhuller er blevet dækket til eller drænet; de vandhuller der er tilbage er ofte forurenet med næringsstoffer; og nøjsomme græslandsplanter som vokser langsomt og ikke klarer konkurrencen fra større planter forsvinder fra steder hvor der gødes og ikke afgræsses.

Mange folk oplever den udvikling som en mangel på oplevelser. Oplevelsen af sommerfugle, salamandre, frøer, vilde bier og mange forskellige blomster og urter. Og med manglen på oplevelser finder mange at et område bliver kedeligt og anonymt. Det har også været vores indtryk af hvordan folk i Lystrup har set på Det Grønne Område ved Hovmarken.

Men der er rigtig gode muligheder for at vende den udvikling i Lystrups største park og gøre det til et spændende sted for natur og mennesker i fællesskab. Helt konkret, hvordan bliver parken et bedre levested for: planter (1000 arter), bier (285 arter), svirrefluer (350 arter), biller (1000 arter), svampe (3000 arter), sommerfugle (1000 arter), fugle (200 arter), mosser (500 arter)?

På beslutningsworkshoppen får alle deltagere muligheden for at være med til at bestemme de helt konkrete ting som der kan gøres i løbet af det næste år og videre frem. Der er mulighed for at indgå i nye fællesskaber om at skabe et boghus, land art projekt, et kogræsserlav, en tidselpatrulje, fælleshaver og meget mere. Ved at deltage kan du sætte dit præg på hvad og hvordan aktiviteter kommer til at ske i parken. Og især, du kan være med til at gøre noget i fællesskab med andre. Du behøver ikke nogen forkundskaber omkring natur eller andet for at være med.

Beslutningsworkshoppen vil blive struktureret omkring fire handlingsspor som alle har naturmangfoldighed for øje og som vi i fællesskab kom frem til under dialogmødet i maj og den efterfølgende workshop i juni:

#1: Kogræsning og naturfremme/vedligehold

#2: Boghus/landart

#3: Fælleshaver/spiselig natur

#4: Ophold og grønne legekoncepter

Workshoppen vil blive faciliteret af Aarhus Universitet i samarbejde med Fællesrådet. Hver af handlingssporene vil blive bakket op af samarbejdspartnerne i Vild Med Vilje Lystrup:

  • Center for Byens Anvendelse, Aarhus Kommune, som står for parkdriften og har det formelle ansvar for parken;
  • Aarhus Kommunes biolog med speciale i biodiversitet, naturpleje og genopretning og som repræsenterer Kommunens projekt om fælleshaver ’Smag på Aarhus’;
  • Danmarks Naturfredningsforening, som faciliterede Åbrinken Kogræsserlav og Naturplejeforening og som derfor ved en masse om at sætte et kogræsserlav i gang og om naturpleje i almindelighed;
  • Lystrup Bibliotek og Detours, som står for henholdsvis driften og udviklingen af Boghuset; og
  • Det lille firma PlayConsult som er specialiseret i at udvikle leg og som arbejder med spejdere i Lystrup i Vild Med Vilje Projektet.

Der vil blive serveret te og kaffe, og for at vi ved hvor mange vi skal brygge til, beder vi om tilmelding til workshoppen via dette link eller gennem www.vildmedvilje.dk/lystrup under aktiviteter. Der er åben for tilmelding nu, og den lukkes ned søndag den 13/9.

Så hvis du er interesseret i at være med til at beslutte de ting der kommer til at præge parken og få mulighed for at indgå i nye fællesskaber med andre i Lystrup om at skabe en spændende og naturmangfoldigt sted, så meld dig til – og tag gerne en ven eller nabo med.

Skriv en kommentar