Mandag den 12. august blev det tid til sensommerens bestemmelse af plantearterne på Tåsinge Plads. Efter en skøn og solrig sommer meldte det ustadige danske sommervejr sig på banen, netop denne eftermiddag, og der var en løbende vekslen mellem bragende solskin og tunge byger.
Sommerferien havde nok ikke helt sluppet sit tag i beboere og brugere af pladsen, for udover det faste hold af, Anders Michaelsen fra Biomedia, Philip Hahn-Petersen og Lise Kloster Bro fra Habitats, var der kun én deltager, nemlig Kirsten Grube.
Således udstyret med biologisk ekspertise, erfaring og entusiasme gik den eksklusive flok i gang med artsbestemmelsen. Det er altid spændende at se hvilke arter, der klarer sig gennem bynaturens til tider krævende forhold, særligt efter en sommer med dejligt mange aktiviteter og sol, sol og atter sol.
Det var desuden skønt at se hvor frodigt grøntsagsbedet på pladsen tager sig ud. Et tydeligt tegn på at pladsens brugere har taget sig godt af vanding og pleje over sommeren.
31 af plantearterne var de samme som blev fundet ved artsbestemmelsen i juni. Dog blev 10 arter fra foråret ikke fundet igen. Heriblandt Bellis, selv om der blev ledt grundigt efter den almindelig og karakteristiske plante, kunne denne simpelthen ikke opspores. Sommeren må have været for varm og tør for den.
Til gengæld blev der fundet to nye arter på pladsen: Eng-Gedeskæg og Hundepersille. Hele artslisten kan ses her.
Hundepersillen voldte selv den garvede Anders kvaler. Det tunge botaniseringsskyts måtte hentes frem fra bilen, og en ny bog om Danmarks skærmplanter blev taget I brug, samt naturligvis den obligatoriske lup, til når tvivlen opstår. Var der nu en tydelig ringaftegning på frøkimen eller ej? Efter grundige overvejelser og studier af flere frøkim blev sagen klar: altså en Hundepersille.
I juni fandt vi Pyrenæisk Storkenæb, men måtte efter nøje studier erkende, at der nok havde været tale om Liden Storkenæb, for det var i hvert fald den vi fandt igen.
Helt dominerende I udbredelse og synlighed er stadig Vej-Pileurten, der stortrives på Tåsinge Plads. Den har klaret sig flot gennem de mange aktiviteter og tørken, så mon ikke det bliver en vækst vi kommer til at se mere til I bynaturen fremover.
Tilbage er en strøtanke om det kommende høslæt, mon der er nok langt græs til overhovedet at slå?
Det kommer til at kræve rutinerede folk til leslåningen, men det skal nok gå.