Nyt spændende samarbejde Nicolinelund

Vild Med Vilje arbejder tæt sammen med bolig-naturprojektet Nicolinelund om udviklingen af et naturvenligt villakvarter lige syd for Køge. Nicolinelund kan potentielt sætte en ny standard for, hvordan vi i Danmark fremover udvikler byer og udstykker traditionelt dyrket landbrugsjord. 

Nicolinelund er drevet af ægteparret Käte M. Gjørup og Anker Nielsen, som har sat sig for, at deres mange byggegrunde skal skabe plads til hundredvis af familier og samtidig sikre en vild og mangfoldig natur. Nicolinelund har sat naturen for bordenden som princip for udviklingen af udstykningen, og det er årsagen til, at Vild Med Vilje er gået aktivt ind i samarbejde med Käte og Anker. 

Helt konkret er Nicolinelund interessant, fordi vi blandt de hundredvis af villaer, som de kommende år bliver opført, samtidig vil skabe en stor biodivers eng, flere gadekær, søer og grøfter. Derudover vil de mange villahaver også bidrage til at øge biodiversiteten i området. Vild med Vilje hjælper sammen med andre foreninger til at skabe både engagement i og praktiske løsninger for fællesarealer og haver, som sikrer, at en vildere natur kan vokse sig stærk. 

Naturen i Nicolinelund er et særligt udviklingsprojekt, som vil forløbet over flere år. Flere af de biotoper, som udvikles, skal fremme de oprindelige planter fra det stevnske landskab for 100 år siden og sikre langt bedre levevilkår for insekt- og dyrelivet, især arter som er pressede. Der trækkes på den eksisterende og oprindelige lokale natur i området som inspirationskilder. Derfor lytter vi både til klintelandskabet, Tryggevælde Ådal, de gamle markdiger og kysten. 

Læs mere om Nicolinelund her.

Map loading, please wait ...

Kontakt

Käte Magdalene Gjørup
kontakt@nicolinelund.dk
www.nicolinelund.dk