Previous slide
Next slide

Vild Med Vilje Elverparken - Herlev

Elverparken i Herlev gennemgår i 2015-2020 store forandringer. Der er allerede nu gang i omdannelsen af dele af parken fra klassisk parkpræg til mere vild natur. Derudover er der mange muligheder for at engagerede borgere kan komme med deres idéer til fremtidige aktiviteter i Elverparken.

Naturen i Elverparken

Stigende grundvand har gjort det stadigt vanskeligere at opretholde det klassiske parkpræg med tætklippede græsarealer. Nu skal det stigende grundvand vendes fra at være et problem til at være en kvalitet for Elverparken. Vandet og naturen inviteres ind i parken og vil skabe grundlaget for spændende naturoplevelser midt i Herlev. Elverparken bliver Vild Med Vilje.

Forandringen af Elverparken er i gang. En sø med varierende vandspejl er ved at blive etableret. Det giver plads til fugleliv og padder. På udvalgte steder i parken får græsset lov til vokse vildt og bliver kun slået og opsamlet 1-2 gange om året. Det giver plads til blomstrende urter og sommerfugle. Desuden skal beplantningen fornyes. En del af de ældre eksotiske træer har ikke så lang levetid tilbage, og der vil i stedet blive plantet nye hjemmehørende træer.

Har du en god idé til Elverparken?

Herlev Kommune har fået bevilget støtte fra Nordea-fonden til parkens omlægning. Visionen for parken er at naturindholdet i den sydlige del af parken skal øges, mens den nordlige og flade del af Elverparken fortrinsvis skal bruges til aktiviteter, og at borgere i Herlev skal have indflydelse og mulighed for at deltage aktivt i parkens udvikling. For at samle ideer og engagement til hvordan parkens rekreative tilbud og muligheder kan udvikles afholder Herlev Kommune to møder for interessenter, brugere og beboere om udviklingen af Elverparken. Den 17/3 2016 afholdes et åbent møde for alle borgere, hvor det vil være muligt at orientere sig om udviklingen og engagerer sig i parkens udvikling.

Op til borgermødet vil det være muligt at dele gode idéer eller tanker om udviklingen på facebookgruppen Elverparken. Her kan du også kommentere på andres idéer, og se om der er andre der vil engagere sig i det samme som dig, det kan fx være at starte et høslætlaug, eller være med til at lave arrangementer som Skt. Hans aften.
Herlev Kommune vil gerne prioritere de ideer højest, der er bakket op med frivilligt engagement, når det gælder tildeling af økonomiske midler til realisering af ideerne.
Den plan Nordeafonden har behandlet og valgt at yde økonomisk støtte til kan ses her

 
Landskabsarkitekt Kirsten Høi

Landskabsarkitekt Kirsten Høi, Herlev Kommune

 
 

Elverparkens nuværende karakteristika og historie

Et fint og specielt kendetegn ved Elverparken er store værdifulde træer, hvoraf en del er eksotiske. Der er en teori om, at umiddelbart efter 2. verdenskrig var der brug for at være åben overfor nye og anderledes plantesorter som en  reaktion på nazismens raceteori og hang til det nordiske. Måske er det derfor beplantningen omkring Herlev Byskole afd. Elverhøj og Elverparken er så rig på eksotiske træer?

Skolen blev anlagt i 1950erne og samtidig blev den ældste del af Elverparken anlagt. Det er området nord for Ederlandsvej, som i dag er forholdsvis jævnt. Her blev plantet en del indførte træer, som f.eks. Alm. Tretorn (Gleditsia triacanthos), Vandgran (Metasequoia glyptostroboides) og Almindelig Platan (Platanus × hispanica), men her blev også plantet almindelige hjemmehørende arter som Stilkeg (Quercus robur) og Vorte Birk (Betula pendula).

Parken og skolens friarealer passer fint sammen, fordi de er anlagte og beplantede samtidigt. Mange af træerne er bevaret, og de er store og værdifulde for parkens udtryk.

Den forhenværende grusgrav i Elverparkens sydlige del blev sidst i 60erne omdannet til legeplads i bunden af grusgraven, og skrænterne omkring legepladsen blev beplantet. Skrænternes beplantning er også en blanding af både indførte arter og hjemmehørende danske arter. Her er bl.a. plantet følgende arter: Østrigsk Fyr (Pinus nigra), Syren (Syringa vulgaris), Ægte Kastanje (Castanea sativa)og Søjlegran (Picea omorica), men her er også brugt f.eks. Stilkeg (Quercus robur) og Almindelig Hyld (Sambucus nigra). Sidstnævnte er muligvis selvsået.

Map loading, please wait ...

Arrangementer

Åbent møde for alle Elverparkens brugere
17/3 2016
kl. 16:30 – 18:00
På Herlev Byskole afd. Elverhøj

Deltag på facebook

I facebookgruppen Elverparken kan du dele dine ideer til aktiviteter, mødesteder og naturtiltag i parken.
Du kan også kommentere på andres ideer og se om der nogle du gerne vil bakke op om med dit engagement.

Kontakt

Spørgsmål eller ideer til udviklingen af Elverparken kan sendes til projektleder og landskabsarkitekt i Herlev Kommune Kirsten Høi:
kirsten.hoi@herlev.dk

Partnere