Previous slide
Next slide

Faxe Forsyning bidrager til det gode liv

Faxe Forsyning er forsyningsselskab for Faxe Kommune, og selskabets ca 75 medarbejdere sørger for, at kommunens spildevand bliver renset, drikkevandet er rent og affald bliver indsamlet, sorteret og genanvendt. Faxe Forsyning bidrager med andre ord til det gode liv i Faxe kommune. Selskabet er på forkant med udviklingen, indfører bæredygtige løsninger, sikrer mest miljø for pengene og skaber merværdi for lokalsamfundet.

Faxe Forsyning arbejder ude blandt borgerne, og i det fri. Derfor er det vigtigt for selskabet, at give tilbage til lokalsamfundet og naturen, der hvor de arbejder. Uanset om borgerne går tur rundt om regnvandsbassiner eller besøger vandværker og renseanlæg, er der sørget for, at man kan opleve en smuk natur med biodiversitet i centrum.

“Et partnerskab med Vild med Vilje giver god mening for os, da klima og miljø er den grønne tråd i alt, hvad vi laver. Faxe Forsyning er en bæredygtig virksomhed med fokus på at bruge jordens ressourcer med omtanke. Vi ønsker at stå forrest og inspirere borgere og virksomheder i lokalområdet til at gå i samme retning.”, fortæller Magnus Reenberg Eriksen, kommunikationsmedarbejder i Faxe Forsyning. 

Faxe Forsynings Vild Med Vilje-projekter

Regnvandsbassiner for alle
Regnvandsbassin, Sneholmgårdsvej 52, 4690 Dalby

Regnvandsbassiner eller klimasøer er en vigtig del af at klimatilpasse vores fælles kloaksystem. Et regnvandsbassin fungerer som et slags mellemstop for regnvand, før det når ud i vandløbene. Og så er det en oplagt mulighed for at øge biodiversiteten og give nabolaget et rekreativt naturområde. Derfor er der plantet vilde blomster rundt om alle Faxe Forsynings bassiner heriblandt ved regnvandsbassinet på Sneholmsgårdsvej.

Blomsterblandingen består primært af hjemmehørende arter med nogle enkelte eksotiske arter iblandt. Det hjælper insektlivet i området og gør bassinet til et hyggeligt og flot sted at gå tur. Ved bassinet i Dalby, kan man bl.a. finde hvid okseøje, trævlekrone, iris og vandmynte m.fl.

Længst mod vandkanten plantes vandplanter, da denne beplantning skal kunne tåle at stå i vand, når vandstanden stiger. Længere oppe ad skråningen plantes vildmarksblomsterne. Da vandstanden kan være lav i tørkeperioder, er det vigtigt, at disse blomster kræver meget lidt vand.

Lignende eksempler kan man også finde ved deres andre regnvandsbassiner i Dalby og Karise.

Vandværker og renseanlæg får et løft
Haslev Vandværk, Energivej 31 & Bækvej 13, 4690 Haslev.

I 2023 besluttede Faxe Forsyning, at deres vandværker trængte til et lille ansigtsløft. Bag vandværkerne var der nemlig godt med plads, og det valgte Faxe Forsyning at bruge på at forbedre matriklernes biodiversitet. Der blev derfor sået med blomsterfrøblandinger, der bestod af både eksotiske og hjemmehørende arter. Kort tid efter kunne både det lokale insektliv og forsyningens medarbejdere nyde godt af de fine blomster og høje bede.

Faxe Renseanlæg, Lindegårdsvej 9, 4640 Faxe

Ligesom ved Haslev Vandværk var der også godt med plads på Faxe Renseanlægs matrikel, der ikke blev udnyttet. Faxe Forsyning valgte derfor også at så blomsterfrøblandinger her. Om sommeren når de vilde bede står i flor, er den blide summen en dejlig påmindelse om, at det ikke kun er medarbejderne, der nyder de fine blomster.

Galleri

Kontakt
Faxe Forsyning
Jens Chr. Skous Vej 1
4690 Haslev

Kontaktperson:
Magnus Reenberg Eriksen
Kommunikationsmedarbejder
mre@faxeforsyning.dk

Map loading, please wait ...