Previous slide
Next slide

Ikke alt er som det plejer i Favrskov forsyning

Favrskov Forsyning er Favrskov Kommunes lokale affalds- og spildevandsselskab. Favrskov Forsyning blev en selvstændig virksomhed i 2010, og er placeret lige midt i Østjyllands navle. Her driver de fire genbrugspladser og indsamler affald ved mere end 20.000 husstande. Virksomheden renser spildevand fra Favrskov Kommunes 49.000 indbyggere og sikrer samtidig, at kloakkerne fungerer. I det daglige arbejde har virksomheden fokus på bæredygtig håndtering af affald og spildevand, der tager hensyn til nuværende og fremtidige generationer.

Favrskov Forsynings fokus på at have en bæredygtig tilgang til arbejdet, indbyder til at tænke nyt og anderledes. Selskabet har mange muligheder for at skabe mere biodiversitet og være vilde med vilje, selvom virksomhedens primære fokus er drift, sikkerhed og forsyning.

Selskabet er lige nu i en udviklingsproces, hvor man løbende finder på nye projekter. Det kan være ved et af de mange regnvandsbassiner, på virksomhedens renseanlæg eller ved genbrugspladser.

“Vi håber, at vores samarbejde med Vild med Vilje vil sætte endnu mere gang i projektudviklingen, og at vi også kan være med til at ændre borgernes syn, holdninger og adfærd, når det kommer til at være vilde med vilje.”, fortæller Lone Bejder, udviklingschef i Favrskov forsyning.

Livlige regnvandsbassiner
Favrskov Forsynings regnvandsbassiner har som udgangspunkt et driftsmæssigt formål. Her bliver regnvandet renset og forsinket før det løber ud i nærliggende åer. Førhen var græsarealerne omkring bassinerne altid slået af hensyn til driften. Men ikke alt er, som det plejer at være i Favrskov. Nu er der blevet udsået hjemmehørende, flerårige plantearter ved flere af bassinerne til fordel for insekterne. Derudover er  græsslåningsrutinen blevet ændret, så flere smådyr fremover kan finde leve- og gemmesteder ved bassinerne. Flere steder er der også udlagt sten, der kan fungere som skjulested eller varmesten for krybdyrene. Kombinationen af vand, højt græs og blomster giver variation og er med til at sikre, at mange forskellige dyrearter kan få gavn af området.

I 2024 er flere af bassinerne blevet renoveret, og i den forbindelse er der blevet fældet buske og træer af hensyn til driften og bassinernes effektivitet. Normalt ville man have kørt ”affaldet” væk, men i stedet har man nu opført kvashegn, hvor det fældede materiale kan lægges i og blive til levesteder for smådyr. De steder, hvor det giver mening, opfordrer Favrskov Forsyning samtidig borgerne til at benytte hegnene til kvas fra deres egne haver i stedet for at køre det på genbrugspladsen.

Torvegade 7, 8450 Hammel
forsyning@favrskovforsyning.dk
89 64 50 00

Kontaktperson:
Lone Bejder, Udviklingschef
lb@favrskovforsyning.dk

Map loading, please wait ...