Det er ikke nemt at skabe forandringer i en traditionsbunden institution som kirken. Der er følelser på spil. For mange står kirken for ro, orden og sædvane. Men Bellahøj Kirke har turdet gå nye veje og droppe de velplejede bede. Og de kan tydeligt mærke, at der er kommet en forståelse for, at kirken også har en rolle at spille i den grønne omstilling.
”Kan I lugte det?”, spørger Steen Leithoff, kirketjener og ’multitasker’ i Bellahøj Kirke. Frem for en duft af blomster, river en kras lugt af opløsningsmidler i næsen.
Her hvor vi står var der indtil for et par dage siden grønt og blomstret. Nu ligner det, at efteråret er kommet alt for tidligt. Arealet er en del af den stribe vild natur, der løber næsten ubrudt rundt om Bellahøj Kirkes rødstenede facade. Nu har striben fået et to-tre meter langt hul med død bevoksning.
Steen finder sin telefon frem, og viser et billede af den graffiti, der prægede muren inden rengøringsvirksomheden All Remove kom og spulede malingen væk. De skrappe kemikalier fra rengøringsprocessen løb ned ad muren, og landede i jordbunden. Og det var mere end vegetationen kunne holde til.
”De har jo nok bare tænkt, at det alligevel bare var noget ukrudt”, siger Steen
”De har nok slet ikke tænkt noget”, konstaterer Hanna Smidt, yogalærer og en af drivkræfterne i kirkens grønne udvalg.
Halvvejs vild stenbro-kirke
Steen og Hanna har lagt meget energi og arbejde i, at skabe plads til den vilde natur i Bellahøj Kirke. Det gælder både i fysisk forstand og i hjerterummet hos kirkegængere, naboer og alle andre, der er i berøring med kirken.
Bellahøj Kirke er en bykirke uden kirkegård. Den ligger klos op ad de ikoniske højhuse på Bellahøj, midt mellem Københavns tætbebyggede Nordvestkvarter og Brønshøjs villahaver med deres prydplanter og græsplæner. Der er ingen hæk eller et plankeværk, der skærmer kirkens arealer fra byrummets, så kirken kan ikke lukke sig om sig selv og undlade at tage hensyn til naboer og trafikanter. Alligevel har naturen fået plads på nærmest al ubebygget og ubefæstet areal.
Steen er dog beskeden i sin vurdering af deres indsats:
”Vi er halvvejs vilde”, siger Steen.
Selvom bierne summer er her for meget græs og for lidt biodiversitet, mener han. Det skyldes blandt andet, at jorden er meget næringsrig. Men det er naturens egen udvikling, der med tiden skal skabe forandringen, fortæller Steen:
”Vi synes ikke det er bæredygtigt bare at få nogen til at bruge en masse ressourcer på at grave jorden op og blande sand i for at gøre det mere næringsfattigt for at plante markblomster stedet. Vi har valgt en approach hvor vi delvist lader det være og passe sig selv. Og så kommer Frak (lokal, socialøkonomisk virksomhed, red.) en gang imellem og fjerner tidsler, brombærranker og andre aggressive arter mm, og skærer kanterne til hvis det vokser ud på fortovet.”
Appel til intellektet
Menighedsrådet har bakket op om, at tænke biodiversitet og bæredygtighed ind i kirkens liv. Enkelte kirkegængere og naboer har udtrykt deres skepsis, men det er tydeligt at mærke, at den generelle bevidsthed om biodiversitetskrisen, klima og bæredygtighed er blevet meget større.
”Der sker et paradigmeskifte i samfundet generelt. Det kommer nogle gange sidst ind i menighedsrådene. Den grønne omstilling har været præget af angst og frygt. Men det her er jo sjovt. Og vi får så meget goodwill på, at vi gør det, vi kan.” siger Steen.
Og så handler det om at kunne argumentere fagligt og sagligt, så man appellerer til intellektet, når folk reagerer med følelser, tilføjer Hanna:
”Det er en ny æstetik man skal vænne sig til. Man skal arbejde med forståelsen af, at det er rigt og det er levende. At det gør en forskel. Når vi kan komme med noget viden og vise, at det gør en forskel ift. biodiversitet – at der kommer insekter til, og at der er liv, så kan vi jo appellere til, at det giver mening.”, fortæller Hanna.
Kirkegård for de levende
Hannas arbejde for at skabe plads til naturen i kirkeligt regi går tilbage til 2009, hvor hun var med til at starte Grøn Kirke op, der arbejder for at fremme og fastholde et grønt engagement, og ændre adfærd blandt kirker og kirkelige organisationer.
Sammenlignet med dengang kan Hanna mærke, at opfattelsen af, hvad kirken skal og ikke skal, har ændret sig radikalt. Kirkerne skulle ikke politisere og blande sig i den slags diskussioner og problemstillinger, fortæller hun. I dag er den grønne dagsorden helt oppe på ministerielt niveau, og der er blevet afsat et betydeligt beløb til indsatsen.
”Det er helt vildt. Jeg kan næsten ikke forstå det, men samtidig giver det god mening, for vi står med et behov, som det bliver mere og mere tydeligt, at vi alle skal bidrage til at gøre noget med. Vi står i en enorm klima- og miljøkrise og kirkerne ser mere og mere at de kan være en del af løsningen.”, fortæller hun.
Når det er blevet meget mere mainstream at give naturen plads på landets kirkegårde, hænger det også sammen med, at færre bliver begravet. Det skaber nogle ledige arealer og muligheder for at tænke nyt. Det kan f.eks. være parker, sansehaver eller vilde områder. På den måde bliver kirkegårdene i højere grad haver for de levende og for fremtiden.
Tiden arbejder for naturen
Vi nærmer os kirkens parkeringsplads, hvor græsset stikker op mellem de hullede sten.
”Se, her er Vejbred begyndt at få fat”, siger Steen.
Det er netop blevet vedtaget at udnytte kirkens flade tag til beplantning. Hanna og Steen kunne også godt tænke sig at stille plantekasser på en enkelt af parkeringspladserne foran kirken. Men det må komme hen ad vejen. Det gælder også naturen om omkring kirken, som Steen forventer med tiden nok skal komme til at blive mere end halvvejs vild:
”Når jeg går på pension i 2027, så står det der bare!”, siger Steen.
Kirken har måske generelt et ry for at være konservativ og langsom til at omstille sig. Til gengæld er tålmodigheden med naturens gang, og forståelsen for de lange tidshorisonter måske større end andre steder. Trods udfordringer, lader det til at den vilde natur har slået rødder i og omkring Bellahøj Kirke.
Så mangler de bare at få All Remove til også at lægge mærke til det.