I sommeren 2021 besluttede NaturBornholm at blive en del af foreningen Vild Med Vilje. NaturBornholm er et Videnspædagogisk aktivitetscenter med 55.000 gæster årligt, som de ønsker at klæde på med viden til sammen at kunne skabe mere biodiversitet. Derfor begyndte NaturBornholm at slå græsset mere ‘naturintelligent’ og understøtte driftsændringen med formidlingstiltag, der forklarede hvad og hvorfor.
Samtidig med NaturBornholms vilde græs igangsatte Miljøministeriet kampagnen ”Sammen om et vildere Danmark” og udskrev den landsdækkende DK Vild-konkurrence, hvor Danmarks 98 kommuner dyster om at blive landets vildeste kommune. En konkurrence Bornholms Regionskommune er gået alvorligt og målrettet ind i med ønske om, at der på hele Bornholm kan findes eksempler på hvordan grønne arealer kan forvildes. Eksemplerne skal inspirere lokale og besøgende, der ønsker at forbedre biodiversiteten i egne haver, samt bruges til formidling for skoler og andre interesserede grupper.
Bornholms Regionskommune og NaturBornholm blev dog hurtige enige om at de vilde eksempler i kommunens parkarealer kun ville opnå den ønskede effekt, hvis også NaturBornholm kunne lægge jord til flere vilde tiltag. Herved opstod naturligt et samarbejde mellem naturvejledere fra NaturBornholm og kommunens entreprenører om vilde projekter på hele øen. Der er således både lavet afskrab af overfladetørv, udsået og plantet hjemmehørende vilde planter samt bygget kvashegn, stendiger, rejst døde stammer, lavet redekasser til fugle, samt slået stier i det store græsområde, der fremover vil blive plejet med høslæt en gang årligt.
NaturBornholm skal fremover stå for driften af det 3000 m2 store område syd for aktivitetscenteret. Det vilde areal og tiltag vil indgå i skoletjenestens formidling om biodiversitet, ligesom det også vil blive brugt som inspiration for centrets gæster. Kommunens 20 ha naturarealer lige udenfor døren til NaturBornholm bidrager kun positivt til aktivitetscenterets formidling.
“Vi har valgt at kalde demonstrationsområdet for ”Vild Med Vilje-parken”. Indendørs er der udviklet en helt ny udstilling, der fungerer som et interaktivt spil. Spillet gør de besøgende klogere på områdets bestøvere og værtsplanterne, som de besøger. Ligeledes er der i samarbejde med Bornholms Kommune blevet udviklet et hæfte, der beskriver de enkelte tiltag private haveejere kan gøre for at forvilde haven og tiltrække mere liv. Hæftet hedder ”Er du vild bornholmer?” og blev husstandsomdelt på hele Bornholm.” udtaler René Vilsholm fra NaturBornholm.
Se billeder af bestøver-spillet nederst i artiklen.
Samarbejdet mellem Bornholms Regionskommune og NaturBornholm har både resulteret i en bedre formidling af kommunens engagement i DK Vild-konkurrencen og har givet NaturBornholm et hav af nye eksempler, når biodiversiteten skal formidles.