Previous slide
Next slide

Der er plads til livet i Fyns Almennyttige boligselskab

Da FAB – Fyns Almennyttige Boligselskab blev stiftet kort efter 2. Verdenskrigs afslutning, var det mere boligkvantitet end kvalitet, der havde prioritet. Der var stor mangel på ordentlige boliger til en overkommelig pris, særligt for de socialt dårligt stillede.

Siden er kvaliteten af det levede liv i og omkring de mere end 8900 boliger, som FAB udlejer, blevet topprioritet for boligselskabet.

FAB har en mission om at skabe de bedste fysiske og sociale rammer for boligselskabets lejere. Det betyder blandt andet, at grønne og miljørigtige løsninger bliver tænkt ind i boliger og boligområder. Det er grundtanken i FABs grønne strategispor, som har til formål at skabe og drifte attraktive, grønne og bæredygtige boliger.

 Det Grønne Udvalg
FABs organisationsbestyrelse har nedsat Det Grønne Udvalg, der har fået myndighed til at uddele midler til bæredygtige tiltag. Det kan f.eks. være til energiforbedring, grøn og bæredygtig drift, reduktion af CO2 udledningen, bedre indeklima, sund levevis og forbedring af biodiversiteten. Og det sidste har ført til samarbejdet med Vild Med Vilje.

”Vores håb for Vild Med Vilje-projektet er, at vi sammen med vores beboere får bedre indsigt i og værktøjer til at implementere biodiversitet og vild natur i boligafdelingerne.”, fortæller Jens Svane, chefkonsulent for teknik og miljø i FAB.

 Ti vilde afdelinger
Det Grønne Udvalg har bevilget støtte til ti afdelinger, der gennem Vild Med Vilje har fået Vild Med Vilje-leverandøren HABITATS til at lave en gennemgang og foranalyse af mulighederne for mere biodiversitet i de pågældende afdelinger.

En af boligafdelingerne, som har søgt om støtte til at få besøg af Vild med Vilje, er seniorbofællesskabet Syrenlunden i Brenderup. Her har de allerede stort fokus på natur og grønne arealer med blandt andet nyttehaver, regnvandstønder, drivhus, solceller og kompostbeholdere.

I seniorbofællesskabet var de så inspirerede efter besøget fra HABITATS, at der blev oprettet en lille naturgruppe, som har til formål at bringe mere biodiversitet og vild natur til afdelingen. Gruppen har blandt andet anlagt et stort bed med hjemmehørende frøblanding, som gavner mange insekter og små dyr. Afdelingen arbejder i øjeblikket på at implementere endnu mere biodiversitet og vild natur ud fra HABITATS’ anbefalinger.

Kontaktoplysninger: Jens Svane
Vestre Stationsvej 5
5000 Odense
63 12 56 62
js@fabbo.dk

https://fabbo.dk/

Map loading, please wait ...