EN FREMTID MED NATUREN SOM PARTNER
Forside » Hedeselskabet
Hedeselskabet har siden 1866 arbejdet med og i naturen. Initiativ og innovation har altid været den drivende kraft, og i dag arbejder cirka 1000 medarbejdere dagligt for at skabe en grønnere fremtid – hvad enten det er i skoven, landskabet, byen eller vandet. Klima og biodiversitet er nøglebegreber i Hedeselskabets strategi, og når selskabet udvikler sig, er det derfor en forudsætning, at det sker i en bæredygtig retning.
“Vores vision ‘Vi bygger en bæredygtig fremtid – med naturen som partner’ ligger godt i tråd med Vild Med Viljes arbejde for at skabe en mere mangfoldig og rigere natur, end den vi har i dag. Vi arbejder for, at naturen får mere spillerum både på landet og i byen, og at kultur og natur ikke behøver at være to uforenelige størrelser. Vi vil have mennesker ud i naturen, og vi vil have naturen ind, hvor mennesker bor.” udtaler Christian Bogh, kommunikationsdirektør i Hedeselskabet.
Hedeselskabets ønske er, at vi som samfund bliver mere forbundet med naturen og alle dens fantastiske muligheder. Et samfund hvor mennesker både benytter og beskytter naturen til en grønnere fremtid.
DET LEVENDE EKSPERIMENTARIUM
I 2021 anlagde Hedeselskabet en biodiversitetspark ved deres hovedsæde i Viborg – et sted, hvor både planter, dyr og mennesker skal kunne trives. Området på 2 hektar har siden 1980 ligget hen som et grønt, tætklippet tæppe med enkelte træer og buske. Det blev der imidlertid lavet om på gennem foråret og sommeren 2021, hvor ”forhaven” fik en gevaldig overhaling.
Med tanke på dyrelivet har Hedeselskabet nu etableret flere forskellige biodiversitetszoner med forskellige plantesammensætninger, duftende urte- og plukkebede, insekthoteller af sten og træ, rekreative områder og et regnvandsbassin med en rislende bæk.
Biodiversitetsparken tjener flere formål; Først og fremmest skal den være en oase for dyrelivet, hvor der kan findes ly, læ, føde, vand og hvilesteder. Dernæst er den som offentlig park et sted, hvor gæster kan nyde naturen, plukke en buket blomster eller et bundt krydderurter og blive inspireret til, hvordan de selv kan forvilde egne haver. Parken giver også Hedeselskabets medarbejdere mulighed for at holde gående møder eller anvende pavillonen med grønt tag som udendørs møderum.
Med sine mange muligheder udgør parken således et levende eksperimentarium, hvor alle kan blive klogere på, hvordan vi bedst muligt anlægger og vedligeholder nye biodiversitetsområder.
“I de forskellige zoner behandler vi jorden på forskellige måder og varierer såningsmetoder, ligesom vi eksperimenterer med forskellige blomstersammensætninger og plejemetoder. Alt sammen noget, der skal give os – og alle andre interesserede – større viden om biodiversitet.” lyder det fra en motiveret Christian Bogh.
Kontaktoplysninger:
Christian Bogh, kommunikationsdirektør Hedeselskabet
Klostermarken 12, 8800 Viborg
cbo@hedeselskabet.dk
20345030
https://www.hedeselskabet.dk