VILD VED ET TILFÆLDE
Forside » ALFABO
Da det almene boligselskab ALFABO gik i gang med at bygge det nye boligområde Søparken i Ansager uden for Varde, havde arkitekten skrevet ‘vild med vilje’ hen over en del af arealet.
“Så gik det op for os, at den betegnelse var et registreret varemærke. Vi læste nærmere, og vi syntes, at det passede så godt ind i vores tanker og planer, at vi meldte os ind i foreningen,”
Søparken er tænkt som familieboliger med grøn kolonihavestemning. De ligger på kanten mellem land og by, og derfor er det også oplagt at lade de fælles grønne områder være naturlige, mens de grønne arealer til hver bolig passes mere omhyggeligt, forklarer formanden.
“Vi forestiller os både noget blomstereng og nogle frugtbuske ind imellem. Det er intet problem, når det er tænkt ind fra begyndelsen, for så ved de kommende beboere, at det er sådan et område, de flytter ind i. Det er i den almene sektor lidt sværere i eksisterende bebyggelser, fordi det er beboerdemokratiet, der bestemmer.”
Men tanken om at gøre noget for naturen og biodiversiteten og samtidig give beboerne flere oplevelser og besparelser på huslejen er så oplagt, at vild med vilje kommer til at brede sig i boligselskabet, forudser han.
“Vi har store grønne områder, hvor vi bare slår græs. Vi har også steder med skrånende terræn. Sådan nogle steder er det oplagt at overveje en vild med vilje-tilgang. Og samtidig er det en mulighed for at spare på huslejen. Vi arbejder i forvejen med blandt andet robotplæneklippere, fordi der ikke er nogen grund til, at en mand skal sidde på ryggen af en traktor for at slå græs. Og andre steder er pasningen overladt til en virksomhed udefra, så vi er vant til at tænke i alternativer til fastansatte gartnere i boligselskabet,” siger Bent Jacobsen.
ALFABO arbejder for hver boligafdeling med en model, hvor der er tænkt en grundvedligeholdelse af udendørsarealerne ind i budgettet og dermed beboernes husleje.
“Derudover kan beboerne vedtage, at de vil have noget pasning derudover. Det er helt deres beslutning, men så koster det også ekstra. Vild med vilje vil mange steder være en mulighed for at holde vedligeholdelsesudgifterne nede og samtidig få noget, der er mere interessant end græs.”
Søparken er ved at være færdigbygget og er som nævnt fra begyndelsen tænkt som vild med vilje. Bent Jacobsen tror, at mange andre afdelinger vil lade sig inspirere af den nye grønne afdeling. I ALFABOs største bebyggelse, etagebyggeriet Munkebo i Kolding, er der blandt andet planlagt foredrag om vilde haver, og der spirer også vilde tanker i andre dele af boligselskabet.
“I det hele taget vil vi gerne bidrage til den grønne omstilling. Også derfor passer ‘vild med vilje’ godt ind i et selskab som vores. Det tager tid, men det er vigtigt, at vi kommer i gang.”
Kontakt
ALFABO
Kolding Åpark 8A 4. sal
6000 Kolding
Bent Jacobsen
bj@alfabo.dk
81403650
www.alfabo.dk