VILDSKABEN I GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA
Forside » Givskud Zoo – Zootopia
Lader græsset gro
Givskud Zoo – Zootopia har de sidste 50 år arbejdet for de truede dyr og naturbevarelse verden over. Modsat mange af landets øvrige zoologiske haver ligger Givskud Zoo et stykke uden for Vejle by. Parken byder derfor ikke kun på eksotiske dyrearter men også store græsarealer og dansk natur med hele 11 ha fredet hedemose tilknyttet deres arealer.
Givskud Zoo har de sidste fem år gennem formidling og bæredygtig drift af parkens arealer haft fokus på den danske vilde natur. Parkens formidling fokuserer derfor ikke længere udelukkende på eksotiske arters levevis, men omhandler nu også den danske natur og artsrigdommen her. Den daglige bæredygtige drift ses ved implementering af solcelleanlæg, som bidrager til parkens elforbrug, udeladelse af sprøjtemidler på tilknyttede markarealer og rekreative områder i parken samt udskiftning af varmeforsyningen med varmepumper.
Men Givskud Zoo stopper ikke her!
Flere af parkens græsplæner er udtaget til udelukkende at huse vilde planter. Et tiltag, der kræver synlighed og formidling, så parkens gæster forstår Givskud Zoos aktive indsats for den vilde natur tilknyttet. Som partnere i Vild Med Vilje håber Givskud Zoo, at deres bevidste vildskab bliver tydelig for de mange besøgende.
Vild inspiration til gæsterne
Givskud Zoos Inspiratorium er en omlægning af 2000 kvm græsplæne, der foruden fornyet og beriget biodiversitet også har tilknyttet en udstilling med fokus på biodiversitet og nyttige tiltag.
Her er græstørven fjernet, fyldt med næringsfattig jord og udsået med frøblanding med danske vilde plantearter. Langs områdets sti er en udstilling af eksempler på vilde tiltag som stendynger, kvasbunker, gamle væltede træer, søer mm., der alle let kan etableres i private parcelhushaver og højne biodiversiteten her. Skilte fortæller om biodiversitetens betydning og skal inspirere gæsterne til, hvordan de selv kan gøre en forskel.
De første sæsoner viste Givskud Zoos Inspiratorium en stor vegetativ diversitet, og planternes intense kamp om plads, lys og næring. Nu ser Givskud Zoo i stedet de samme plantearter stortrives samt et mylder af sværmende og kravlende insekter tilknyttet netop denne vegetation. Et ægte bevis på naturens kamp og tilpasning.
Givskud Zoo har planlagt en hel række af biodiversitetsfremmende projekter. Et kommende projekt har fokus på unødige græsplæner i parken og langs parkeringsområder, tilkørselsveje mm., hvor græstørven skal fjernes, erstattes med nærringsfattig jord og tilsås med vilde blomster. Givskud Zoo håber, deres vilde striber kan inspirere de besøgende til selv at omlægge uudnyttede græsarealer til gavn for naturens vilde dyr og planter.
Kontaktinformationer:
Morten H. Andersen
mha@givskudzoo.dk
Løveparkvej 3, 7323 Give
https://www.givskudzoo.dk/